Den om… God service

Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse at man ikke bare længere kan forvente god service når man går ind i en butik. Som en kollega med et saligt smil på læben huskede tilbage på, da vi snakkede om netop dette emne: “ligesom da man kunne gå i en specialforretning. og tale med en ekspedient der havde en professionel stolthed i at vide noget om produkterne og vejlede til et godt køb. Modsat i dag, hvor der står en snottet 10. klasse elev med hængerøvsbukser, som efter skole står i en tv forretning og skiftevis siger “det ved jeg ikke” eller fyrer en løgn af for at dække over manglende indsigt”. Jeg tænker også selv tit over hvad det er der får en Fona-sælger eller 7/11-ekspedient til at virke omtrent lige så mentalt fraværende som en grønlænder på Vesterbro Torv den sidste bankdag i måneden? Er jeg virkelig den eneste der tænker: “Har jobmarkedet virkelig været så gunstigt for de jobsøgende?”

Og det får mig til at føle mig tudsegammel, for det betyder at jeg ofte fanger mig selv i en samtale med mine venner om “hvor sjældent man efterhånden oplever god service”.  Og at høre sig selv udtrykke sig i sådan nogle “ungdommen-nu-til-dags”-vendinger, er endnu mere skræmmende end at tænke på at “De unge mødre” faktisk er virkelige historier. Men mon ikke du kender den der helt særlige følelse, der opstår når man går ind i en butik og føler at man nærmest skal råbe i en megafon mens man står nøgen og indsmører sig i peanut-butter for at få bare et løftet øjenbryns grad af opmærksomhed fra ekspedienten – og når man så endelig får den beskedne mængde opmærksomhed han eller hun kan afse til dig for også at kunne fortsætte med at tygge sit tyggegummi med åben mund, ja, så fortryder man faktisk at man anstrengte sig for skabe kontakt. For magen til ligegyldighed skal jeg faktisk selv anstrenge mig for at matche.

Er jeg virkelig blevet så gammel at jeg har været vidne til den gode service’s død? Kan man være så gammel selvom man kun er næsten 30?

På det seneste er jeg begyndt at tro at den der følelse ikke kun kommer jo ældre man bliver. Jeg tror ikke det handler om alder faktisk. I stedet tror jeg at vi alle har et bessefar-gen, og at netop det gen bliver aktiveret når man udsættes for en mangel på god service hvor den faktisk burde være. Det kan ikke aktiveres når man er for ung – lidt ligesom at man ikke kan høre musikken hvis volumen er sat på lavere end “jetjager-på-10-meters-afstand” når man er teenager. Jeg tror man skal være mindst +25 før denne grusomme genetiske abnormalitet kan blive vakt til live . Når først bessefar-genet slår til så ved man det. Du ved det hvis det er sket for dig. Din adfærd bliver præcis som den der kendertegner gnavne gamle mænd. Du bliver vrissen, kan slet ikke udstå unge ekspedienter, alt er kun til for at være til besvær for dig, og du kan slet ikke holde op med at tænke på, for slet ikke at nævne, de gode gamle dage. Bessefar-genet har også konsekvenser for dit syn : du bliver ude af stand til at se det gode i mennesker omkring dig, men pludselig kan du stille skarpt på fejl og finder dem alle.

Vær opmærksom på følgende kendetegn når du næste gang er i butikker, de kan nemlig alle aktivere bessefar-genet. Ekspedienten har hængerøv i bukserne, så man kan se ca. halvdelen af hans boxershorts og i hvert fald får en klar fornemmelse af formen på hans balder. Ansigts-piercinger (ikke dem i ørerne). Ekspedienten svarer på din henvendelse om hjælp med næsten-ord-udtryk  , som for eksempel “huh?”, “hvaarrr?”, “uhuh?” eller “arrjjjjjjj”. Læg mærke til at i hvor høj grad genet aktiveres er direkte proportionalt med ekspedientens evne til at fungere på lige fod med os andre i samfundet.

Når jeg er i en butik, hvor ekspedienten har travlt med en åbenlys privat samtale med sine kollegaer, eller har for travlt med at tygge tyggegummi og kigge ud af vinduet til at kunne koncentrere sig om også at ekspedere kunder, så aktiveres mit bessefar-gen helt sikkert. Jeg mærker vreden ulme, harmen strømmer over mig, og får tanker såsom “hvorfor “de unge” dog ikke sætter en større ære i at yde en god service”. Indeni mig lurer en hævngerrig lille vred mand, hvis eneste ønske er at kunne belære den lille knøs om hvordan der engang fandtes god service og hvordan man praktiserer den. Men jeg (og den vrede lille mand) får aldrig den fuldkomne hævn, jeg får aldrig den der “hah, der fik jeg da godt nok lært ham/hende hvad god service er”-følelse. For det våben jeg trækker er altid det samme. Den sikre strategi til den erfarnes (mig) klare sejr over den mindre-bemidlede (bumsebefængt ekspedient): jeg går fra butikken i vrede uden at sige noget (men jeg ser meget bister ud i ansigtet). “Ja, så kan de lære det, kan de – for mine penge får de jo ikke”, tænker jeg. Helt sikkert!!! Bag mig på vejen ud hører jeg et højt knald af en tyggegummi-boble, der brister – og jeg bare ved at de enten slet ikke har bemærket min tilstedeværelse eller bare tænker at de er glade over at jeg skrider. Og så står jeg tilbage med den der irriterende følelse af “årh, det skulle jeg da også bare have sagt – så ville jeg bare være totalt sej og ham eller hende ekspedienten kunne bare stå og sige øh-bøh-øh”. Ikke at kunne det er ligeså frustrerende som at prøve at få det sidste Heinz-ketchup ud af en af de gamle glasflasker.

Det sker bare aldrig for mig når jeg prøver at være rap i replikken. Normalt så flyver det der nu en gang flyver igennem hovedet på de her unge åndsfraværende ekspedienter (som man faktisk typisk finder i 7/11) altså for hurtigt til at de kan følge med. Tilgengæld så er det som om den del af hjernen, der producerer dum-smarte bemærkninger fungerer upåklageligt på dem. Den samme del fungerer desværre kun i sløvt til moderat tempo hos mig, når bessefar-genet er årvågent samtidig – så den vattede reaktion med et storme vredt ud af butikken som en teenager, der har fået nej til at være sent ude, er måske bare alt jeg kan mønstre.

En gang imellem lykkes det mig dog at holde et aktivt bessefar-gen i skak. Jeg var fornylig i en teknik-butik (sådan en der sælger ting, der får mænd til at savle og stå i timer og læse på specifikationerne på pakken, mens kvinder kun har hovedrysten til overs ). Netop her skulle man jo tro at sælgerne var bare sådan lidt faglige og udstyret med bare en basal fornøden viden til at rådgive kunderne på det mest grundlæggende niveau. Mens jeg stod og læste specifikationerne på et eller andet produkt på ca. 2. time, fik en anden kunde lidt “god service”. Han havde cirklet rundt efter en ledig sælger i omtrent den samme tid som en vel-lagret Klovborg ost at blive salgs-klar (iflg. reklamerne, så er det pænt lang tid). Og nu hvor han havde fundet sælgeren begyndte han at fortryde det. Den meget unge sælger var ude på meget dybt vand og han havde vist aldrig fået det store svømmebevis i folkeskolen. Han førte sig frem med samme usikkerhed som en kåd teenager første gang han har et pigebarn med i sengen – hans rådgivning af kunden tog også omtrent samme tid. Ligeså hurtigt var sælgeren væk igen (han skulle ikke have sin uvidenhed udstillet mere og håbede bare at illusionen om professionel rådgivning var intakt) og kunden stod med et produkt, som han med rette ikke var helt sikker på var det rette for ham. Det var så gru-opvækkende. Stakkels kunde, hvis eneste synd var at have håbet at finde god service. Men god service var ikke på lager den her dag. Mit bessefar-gen blev helt hold i skak, fordi jeg bare flød over af medfølelse for den arme kunde, som sælgeren havde formået at forvirre så meget at han ikke ville kunne finde op eller end på en lodret pind. Jeg forbarmede mig og sagde til kunden, at han måske havde fat i det helt forkerte produkt – jeg stillede ham et par spørgsmål om hvad det var han havde behov for og vi fandt frem til det rigtige produkt (det betaler sig at bruge så meget tid i butikkerne på at læse specifikationerne på pakken). Det ville have været fedt hvis sælgeren bare havde været i nærheden til at høre det, men ak, som jeg allerede har skrevet, så får jeg aldrig den der “rigtige” mulighed for at lære en ung snotnæset ekspedient hvad “god service var dengang far var ung”. Det vigtigste er også at jeg fik vist mig selv at mit bessefar-gen kan undertrykkes – for jeg har opgivet håbet om at den gode service er at finde alle steder, så jeg ønsker bare at kunne blive immun overfor den dårlige.

Jeg må nok understrege at jeg naturligvis intet videnskabelligt bevis har for eksistensen af et sådant “bessefar”-gen, men jeg tror altså det findes. Nu hvor jeg sidder og skriver det her, så kan jeg da godt se at mit bessefar-gen har været aktivt det meste af tiden. Måske jeg bare skal give det frit løb fremover.. Jeg mener virkelig frit løb: hysterisk skrige til ekspedienterne at de skal trække de hængerøvs-bukser op og få undertøjet ind på den rigtige side af tøjet, fable højlydt om hvor den gode service dog er henne hos de unge nu til dags og med ekstra volumen kræve at snakke med chefen. Hmm… Jeg tror bare jeg vælger min faste strategi og vredt stormer ud af butikken. Så kan de lære det, kan de.