Den om… Den knuste ølflaske og den gamle nar

Jeg fylder snart 30. Det i sig selv gør nu ikke at jeg føler mig gammel. Jeg har ingen 30-års depression – og det på trods af at de grå hår pibler frem og snart har et parlementarisk flertal stort nok til at danne ny hår-regering. Og så alligevel spiller skæbnen mig et puds blot en uge før jeg runder et meget skarpt hjørne…

Jeg var en lørdag eftermiddag på vej ned mod træningscenteret. Foran gik to 14-15 årige tøser. De delte en enkelt øl og var tydeligt på vej til noget fest eller andet socialt lag. Fnidrende og fjantende, som tøser nu en gang er i den alder. Majet ud i ansigtet som thailandske gade-prostituerede med en påklædning og attitude der matcher dertil. Lige som jeg passerede dem hørte jeg den ene fnise højt efterfulgt af lyden af en ølflaske der smadrer. Hun havde smidt ølflasken midt på fortorvet. Ikke i en skraldespand, ikke i en busk, men nej, midt på fortorvet så der var glasskår over det hele. Højt fnidrede hun nærmest triumferende “tihi, jeg er da kriminel”. Jeg kunne da ikke bare lade dette gå uden at reagere. Så resolut vendte jeg mig om og sagde med en myndig og bestemt stemme, at hun nok ikke var kriminel men hun var kraftedme ikke gammel nok til at gå og drikke på gaden, hvis hun lavede sådan nogle stunts. Jeg burde have forudset, at hendes reaktion ikke ville være en fyldt med anger og skam, og svaret lød da også prompte “hvad rager det dig?”. Jeg prøvede at forklare hende – stadig med den bestemte og myndige stemme – at jo, det ragede skam mig for jeg var jo en af dem der benyttede selvsamme fortorv, som nu var blevet en fare for mig, små børn og hunde. Hendes næste svar slog mig ud: “Arh, bland dig uden om… Gamle nar!!!”. Gamle nar? 30 år gammel og sat til vægs af en 14-15 årig pige … Lige der midt på gaden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige og det blev også mit svar: Ingenting. Jeg stod der bare. Gamle nar. Med smagen af sød sejr på tungen fjantede de videre ned ad gaden, mens jeg bare stod paf og ude af stand til at tage til genmæle. Gamle nar. Hvad siger man til sådan noget? “Hør hov, respekt for alderdommen”. “Jeg er gammel nok til at være din far, så nu lytter du til hvad jeg siger”. Jeg overvejde faktisk et split-sekund om at bede om nummeret til hendes far, så jeg kunne tage en voksen-snak med ham om hans datters opførsel. Men jeg konkluderede hurtigt at den anmodning nok ikke ville blive fulgt op af et positivt svar – hendes reaktioner indtil nu taget i betragtning.

I træningscenteret gik jeg nærmest rundt i en tåge. Gamle nar. 30 år gammel og nu med betegnelsen “gamle nar” hængende over hovedet. Jeg følte mig vred og frustreret over at have været så magtesløs i situationen. For hvad skal man sige når andre folks børn ikke opfører sig ansvarligt og anstændigt. Ja, hvad siger man i det hele taget når der er nogen der ikke “opfører sig pænt”. Som en komatøs patient der glider ind og ud af bevidsthed svævede jeg mellem at være til stede i den virkelige verden på et løbebånd og en fantasi-verden, hvor små piger ikke smadrer ølflasker på gaden og man taler pænt til hinanden. Ind imellem dukkede en anden fantasi-verden op, hvor jeg med rappe replikker fik sat de to tøse-piger på plads og de ryddede ølflasken op. Det lykkedes mig til sidst at finde ud af tågen og jeg bevægede mig hjemad. På vejen hjem luskede jeg forbi gerningsstedet… Der midt på fortorvet lå den knuste ølflaske og hånede mig. Den nærmest skreg som et tydeligt bevis på at her blev en gammel nar sat på plads af to uregerlige 14-årige pop-tøser. Jeg satte tempoet så højt op som mine gamle ben kunne bære mig og skyndte mig hjem. Skamfuld og slået.For gammel til at tage kampen op… 

Derhjemme fortalte jeg min kæreste om hændelsen og at jeg nu for første gang var blevet kaldt for en gammel nar. Hun mindede mig kærligt om at jeg da også lige havde fået brev fra a-kassen om at det var tid til at tage stilling til om jeg vil indbetale til efterløns-ordningen, så måske der var noget om snakken? Dagen efter fortalte jeg min kollega om episoden. Han bemærkede, at jeg da også var ældre end de to piger var tilsammen, så de havde vel heller ikke været helt ved siden af i deres bemærkning om min alder. Der var åbenbart ingen opbakning at hente nogle steder i forhold til at jeg ikke retmæssigt kunne betegnes som en “gammel” nar. Men alle var enige med mig i “at verden da er helt af lave efterhånden” og at “det også er for galt at unge piger opfører sig sådan” og at “de unge nutildags da heller ingen respekt har”. Er det ikke sådan noget man siger når man er en gammel nar?

Den om… offentlig transport

Jeg bruger faktisk ganske ofte offentlig transport, for jeg ejer hverken bil eller cykel. At have bil når man bor i storbyen er forbeholdt folk med en tåmodighed på højde med Gandhi’s eller forbeholdt personer, som ikke er bange for et forhøjet blodtryk. En cykel ejer jeg slet ikke. Det er efterhånden mange år siden at min jernhest udstødte sit sidste metalliske vrinsk. Efter ca. 3 vintre i det fri måtte krikken bukke under for min manglende pleje af den. Efter den oplevelse fik jeg aldrig rigtig taget mig sammen til at købe en ny. I baghovedet hørte jeg hele tiden mine forældres opdragende ord fra min barndom “hvis du ikke kan passe ordentligt på dine ting, så er du nok ikke gammel nok til at få noget nyt”. De havde nok ret, jeg var ikke moden nok til at holde hest.

Så når der er for langt at gå, må jeg se mig selv hensat til … offentlig transport!!! Nu skal det ikke lyde som en sygdom (selvom man snildt kan få op til flere af slagsen ved at udsætte sig selv for offentlige transport-midler), men nogen positiv oplevelse er det altså sjældent. Og dog, så er der undtagelser…

Det var en af de dage hvor det var omtrent lige så inspirerende at kigge ud af vinduet som at glo på grå maling tørre på beton. Dagen var så grå at selv maniske ville blive depressive og selv Richard Simmons ville virke ked af det og have en tåre i øjenkrogen. Men af sted på arbejde skulle man jo. Paraplyen var ikke meget hjælp for med regnen kom også blæst, så mit humør var omtrent på højde med linierne i et linoliums-gulv, da jeg nåede frem til stoppestedet. Og mit humør virkede endda til at være højere end hos den folkemængde, der allerede stod og ventede på bussen. Mængden af mennesker der stod og ventede på bussen, var omtrent på samme niveau som publikum til en koncert i Parken. 

Som jægerne i en stamme stod vi klar til at angribe byttet, som vi længselsfuldt spejdede efter. Den første bus var så fyldt at folk automatisk var faldet ud hvis chaufføren havde åbnet døren. Den kørte forbi uden så meget som at ændse os et blik og vi stod alle med det blik man har hvis man bliver vraget på en date. 

Det gav mig tid til at reflektere lidt over hele “offentlig transport”-fænomenet. Jeg blev glad for at det ikke var sommer, for det er værst at køre med bus om sommeren. Folk sveder i varmen og de lugter ofte fælt, og i myldretiden står man tættere end vi danskere normalt er bekvemte med. Bussens vinduer virker som en ingenørs ondsindede practical joke, for de er alt for under-dimensionerede i forhold til den mændge frisk luft folk i bussen har brug for på en varm sommerdag. Men hvis det er værst om sommeren, så er det værre om vinteren. Da er folk syge og snottede, de hoster og nyser, og de fylder alle bare ekstra meget med deres tykke overfrakker. Og chaufførens håndtering af den gule metal-bunke bliver ikke mere yndefuld i det glatte føre. Men uanset årstiden, så er det åbenbart svært for de fleste at forstå, at hvis man bliver stående midt i bussen, så står man i vejen for alle andre og det bliver umuligt at få bussen helt fyldt op for ingen kan komme ned bagerst i bussen. Med samme reaktions- og observations-evne som søvnige zombier bliver folk stående midt i det hele og ænser ikke at der er andre der skal med bussen. Jeg får altid lyst til at råbe “Så vågn dog op, I dvaske arbejder-bier!”, men bus-chaufførens hæse stemme der udspyer trusler over højtalerne ser ud til at virke fint. Sådan en “så gå dog tilbage i bussen”-ordre får dem til at flytte sig. Med slæbende fødder tøffer de ned bag i bussen, mens de mumlende skumler over ham den uforskammede chauffør. Jeg er ligeglad og fryder mig bare, for i det mindste flytter de sig.

Pludselig blev jeg revet ud af mine tanker og hevet tilbage til den virkelige verden fordi stammen var blevet sat i bevægelse. En af spejderne havde set det gule bæst vi jagtede dukke op ude i horisonten og havde bevæget sig helt ud til kantstenen. Det satte folkemængden i bevægelse og alle søgte mod det samme punkt, hvor bussen forventedes at holde.  Da bussen var kommet helt tæt på gik stammen i opløsning: nu var det var mand for sig selv, og folk var klar til at kæmpe for en plads i bussen som var det sidste mulighed ud af et naturkatastrofe-område.

Men da vi steg ombord i den alt for overfyldte bus, blev vi en efter en mødt med et smilende “Godmorgen, og velkommen ombord”. Bus-chaufføren var i forrygende humør og han havde åbenbart besluttet sig for at smitte os andre med det. Som kaptajnen på et charter-fly bød han velkommen “Velkommen ombord på denne bus på en grå og våd morgen. Som I kan se er vi lidt mange her til morgen, men jeg er sikker på at hvis vi hver især gi’r plads, så får vi plads til alle – og så kommer vi alle sikkert frem til vores slutdestination her til morgen, omened det måske tager en smule længere end vi er vant til”. Og snaksaglig var han også, men hans smil kunne høres gennem mikrofonen. “Hvis vi liiiiige trækker maverne ind og rykker lidt tættere på hinanden, så bliver der plads til de stakler der stadig står ude i regnen”. “Jeg ved at vi er lidt mange, men se det som en mulighed for at komme tæt på nye mennesker”. Han fyrede også jokes af og folk nikkede smilende til dem omkring sig, selvom de var fremmede for hinanden. Stammen var genforenet igen – og vi havde ikke til hensigt at efterlade nogen som helst stå tilbage ude i regnen. Alle var bare den tand mere opsat på at hjælpe andre den morgen. Alle forlod bussen med et smil og gav et “fortsat god morgen” på vejen ud til de der skulle videre. Og jeg kan love for at ingen var sure over at komme 5 min. senere på arbejde den morgen.

Da jeg kom frem til mit arbejde, var elevatoren fyldt til randen. Åbenbart var overfyldte metalbeholdere dagens tema for mig. Og før jeg vidste af det hørte jeg mig selv sige: “Velkommen ombord på denne elevator på en grå og våd morgen. Som I kan se er vi lidt mange her til morgen, men jeg er sikker på at hvis vi hver især gi’r plads, så får vi plads til alle – og så kommer vi alle sikkert frem til vores slutdestination her til morgen, omened det måske tager en smule længere end vi er vant til”. Alle smilede, de fleste dog lidt nervøst. Men vi fik plads til alle (jeg fik mest).

Jeg var ti min. for sent på den da jeg endelig kom ind på kontoret. “at du gider det med bussen”, sagde en af mine kollegaer. “Køb dog en bil eller en cykel”. “Måske”, sagde jeg og fortsatte med et smil “Men bussen er nu ikke så slem altid”.

Den om… Dametasken

Hej, det er mig med dametasken. Ja, det er altså ikke min – jeg holder den bare for min kæreste. Jeg står foran en butik og prøver at se ud som om det overhovedet ikke er unaturligt, som om det slet ikke er svært at holde en dametaske og stadig føle at ens maskulinitet er intakt. Det er derfor vigtigt, at man tydeligt kan se, at det ikke er min. Fjollet, tænker du nok, for alle kan da se at en mand der står og flagrer med en dametaske må have sine logiske forklaring. Ja, det kan godt være, men det slags rationalisering virker ikke i netop den situation. Så snart min kæreste stikker den dametaske i hånden på mig og henkastet siger “Her! Hold lige den, mens jeg ser på tøj “, kan jeg mærke min maskulinitet hulkende krybe sammen i et hjørne . “Hvorfor gør du det her mod mig?“, jamrer den af mig. “Jeg kan da ikke arbejde under de her forhold…“, kan jeg høre den snøfte med en pivende skinger stemme. Når endelig jeg for lov til at levere tasken tilbage til rette ejermand (ejerkvinde, velsagtens), så når min maskulinitet end ikke at slikke sårene og tumle sig på benene igen, inden vi er nået til den næste kvindetøjsbutik og den med et hyl farer tilbage til sit hjørne.

Min maskulinitet var ekstra hårdt prøvet (og mærket), da min kæreste og jeg sammen med et vennepar og hans datter vartaget i Tivoli for et par weekender siden. Alle de tre piger (barn som voksne) skulle naturligvis have turbånd , mens vi mandfolk besluttede at den slags behøvede vi ikke – vi var ikke så meget til at overlade vores liv og førerlighed til en række ingenører, som vi aldrig har mødt, men som af for os ukendte personer angiveligt været blevet vurderet kompetente nok til at konstruere et uhyrligt “vend-folks-maver-på-vrangen”-monstrum ud af en bunke stål af tvivlsom kvalitet og hvad der ligner auto-reservedele. Og tøserne besluttede at alle forlystelserne skulle prøves den dag. Der stod vi så: to mænd med hver vores dametaske, mens vi kunne høre vores respektive kærester hvine et sted ovenover os hver gang det metalliske døds-apparat vendte dem på hovedet og tilbage igen i løbet af et split-sekund. Måske de bare hvinede hånligt, for at tvinge vores maskulinitet længere ind i sit hjørne.

Dagen efter skulle jeg mødes med min fætter til en kop kaffe. Min maskulinitet var stadig mærket efter den forgangne dags prøvelser, og jeg havde brugt formiddagen på at lokke den ud af sit hjørne med forskellige godbider, såsom at sige at vi da lige kunne skifte kaffen ud med en øl, og at vi kunne kigge på alle de søde sommerpiger på vejen ind for at møde min fætter. Min maskulinitet tog sig endelig sammen, snøftede lidt og kiggede på mig med helt røde øjne – og det var der at jeg besluttede at nu skulle krigen stå: jeg ville finde ligesindede, allierede, kampfæller – og sammen skulle vi forsøge at udrydde denne uret der begås mod så mange mænd i Tivoli, butikker, super-markeder og indkøbscentre. Vi gav hinanden hånd min maskulinitet og jeg – vi havde en gejst, der kun kunne føre os til sejr. Jeg mødtes med min fætter og fortalte ham om den uretfærdige behandling min maskulinitet var blevet udsat dagen før. “Ja, ja“, sagde han, “det er rigtigt – det gør de bare altid de kvinder – det må da stoppes“. Sejren var indenfor rækkevidde, jeg havde allerede fundet den første frihedskæmper til min side i krigen. Men jeg måtte jo også indrømme overfor ham at der var et problematisk dilemma i hele situationen. For det jo rart at kæresten tager sin taske med; hvor skal jeg ellers have alle mine ting (solbriller, smøger, pung, etc) – det er jo den klemme min kæreste har på mig: “gider du ikke holde tasken, jamen, så bærer jeg da heller ikke rundet på alle dine ting“. Kæreste : 1 - Maskulinitet: 0. “Joh“, sagde min fætter, “men det er da ikke noget problem. Jeg har da bare købt mig en man bag, så jeg kan have alle mine ting selv“. Man bag!!! Ikke siden fjerde klasse havde jeg fået så kraftig en mavepuster. Jeg tabte pusten hurtigere end Amin Jensen på et løbebånd. Jeg sad jo ikke sammen med en kampfælle. Nej, han havde jo kapituleret og sluttede sig til “den anden side”. Jeg følte sejren smuldre mellem mine hænder. Forgæves forsøgte min fætter at forklare mig at, jo, det var skam maskulint med sådan en skuldertaske. Den var jo til mænd, sagde modeskaberne. Jeg troede ikke på det, der var noget falsk i hans budskab. Alt imens han forsøgte at overbevise mig, kørte der et diasshow for mit indre blik, hvor det første billede er min fætter med en dametaske over skulderen, mens han forsøger at overbevise en gruppe fyre om at det er helt vildt trendy og macho med sådan en taske til mænd. Det billede blev efterfulgt af et billede af min fætter, der lige har fået tæsk af de samme fyre for at være for fimset.

Da vi brød op og jeg gik hjem rungede ordene “man bag” og “dametaske” i mit hoved. Det var da det samme, var det ikke? En man bag var jo bare en dametaske til mænd, men stadig en dametaske bare med et andet navn. Min maskulinitet var krøbet ind i sit hjørne og nægtede resolut at komme frem eller overhovedet tale til mig, før jeg lovede aldrig at overveje at købe sådan en man bag. Var krigen tabt? Stod valget mellem at stå foran dametøjs-butikken med min kærestes dametaske i hånden eller min egen man bag over skulderen. Det skulle blive løgn, skulle det. Som generaler bøjet over et kort over slagmarken, diskuterede mine tanker hvordan denne krig dog kunne vindes. Min maskulinitet og jeg besluttede at føre kampen videre. Alt var ikke tabt… Endnu.

Dagen efter var jeg ude at spise med en veninde. Snakken faldt på mine ubehagelige oplevelser med dametasker. “Nu!!!“, tænkte jeg. “Ja, det er perfekt”. Hvis jeg kunne overvinde en fra den anden side til at indse hvilken uretfærdighed kvinder overalt i landet udsætter deres mænd og kærester for, ja, så var sejren i sandhed hjemme. Med en kirurgs præcision og tale-evner, der ville få selv Obama til at se sig slået, fremlagde jeg situationen og fremførte mine argumenter. Men noget gik galt tror jeg, for der var ikke skyggen af forståelse eller sympati at hente på den anden side. Hun tænkte lidt over det og svarede: “Grunden til at I stod nede på jorden, mens jeres kæreste prøvede forlystelser var jo fordi I var bange for at prøve de store forlystelser. Hvis I ikke er mænd nok til en lille uskyldig rutschebane, så er I også vist tøsede nok til at stå med hver jeres dametaske en hel dag“. Min maskulinitet listede uden et ord over i sit hjørne, krøb sammen i siddende fosterstillling, hvor den begyndte at vugge stille og roligt frem, mens den mumlede noget uforståeligt. Den sidder der stadig her et par uger efter. Det var først igår, at den uforståelige mumlen holdt op, så der er kun små fremskridt.

Så næste gang du ser mig stå udenfor en tøse-tøjs-butik med en dametaske, mens jeg forsøger at se cool og suave ud, så hils på. Bare et nik, så jeg kan se at du ved at det ikke er min man bag.

Den om… God service

Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse at man ikke bare længere kan forvente god service når man går ind i en butik. Som en kollega med et saligt smil på læben huskede tilbage på, da vi snakkede om netop dette emne: “ligesom da man kunne gå i en specialforretning. og tale med en ekspedient der havde en professionel stolthed i at vide noget om produkterne og vejlede til et godt køb. Modsat i dag, hvor der står en snottet 10. klasse elev med hængerøvsbukser, som efter skole står i en tv forretning og skiftevis siger “det ved jeg ikke” eller fyrer en løgn af for at dække over manglende indsigt”. Jeg tænker også selv tit over hvad det er der får en Fona-sælger eller 7/11-ekspedient til at virke omtrent lige så mentalt fraværende som en grønlænder på Vesterbro Torv den sidste bankdag i måneden? Er jeg virkelig den eneste der tænker: “Har jobmarkedet virkelig været så gunstigt for de jobsøgende?”

Og det får mig til at føle mig tudsegammel, for det betyder at jeg ofte fanger mig selv i en samtale med mine venner om “hvor sjældent man efterhånden oplever god service”.  Og at høre sig selv udtrykke sig i sådan nogle “ungdommen-nu-til-dags”-vendinger, er endnu mere skræmmende end at tænke på at “De unge mødre” faktisk er virkelige historier. Men mon ikke du kender den der helt særlige følelse, der opstår når man går ind i en butik og føler at man nærmest skal råbe i en megafon mens man står nøgen og indsmører sig i peanut-butter for at få bare et løftet øjenbryns grad af opmærksomhed fra ekspedienten – og når man så endelig får den beskedne mængde opmærksomhed han eller hun kan afse til dig for også at kunne fortsætte med at tygge sit tyggegummi med åben mund, ja, så fortryder man faktisk at man anstrengte sig for skabe kontakt. For magen til ligegyldighed skal jeg faktisk selv anstrenge mig for at matche.

Er jeg virkelig blevet så gammel at jeg har været vidne til den gode service’s død? Kan man være så gammel selvom man kun er næsten 30?

På det seneste er jeg begyndt at tro at den der følelse ikke kun kommer jo ældre man bliver. Jeg tror ikke det handler om alder faktisk. I stedet tror jeg at vi alle har et bessefar-gen, og at netop det gen bliver aktiveret når man udsættes for en mangel på god service hvor den faktisk burde være. Det kan ikke aktiveres når man er for ung – lidt ligesom at man ikke kan høre musikken hvis volumen er sat på lavere end “jetjager-på-10-meters-afstand” når man er teenager. Jeg tror man skal være mindst +25 før denne grusomme genetiske abnormalitet kan blive vakt til live . Når først bessefar-genet slår til så ved man det. Du ved det hvis det er sket for dig. Din adfærd bliver præcis som den der kendertegner gnavne gamle mænd. Du bliver vrissen, kan slet ikke udstå unge ekspedienter, alt er kun til for at være til besvær for dig, og du kan slet ikke holde op med at tænke på, for slet ikke at nævne, de gode gamle dage. Bessefar-genet har også konsekvenser for dit syn : du bliver ude af stand til at se det gode i mennesker omkring dig, men pludselig kan du stille skarpt på fejl og finder dem alle.

Vær opmærksom på følgende kendetegn når du næste gang er i butikker, de kan nemlig alle aktivere bessefar-genet. Ekspedienten har hængerøv i bukserne, så man kan se ca. halvdelen af hans boxershorts og i hvert fald får en klar fornemmelse af formen på hans balder. Ansigts-piercinger (ikke dem i ørerne). Ekspedienten svarer på din henvendelse om hjælp med næsten-ord-udtryk  , som for eksempel “huh?”, “hvaarrr?”, “uhuh?” eller “arrjjjjjjj”. Læg mærke til at i hvor høj grad genet aktiveres er direkte proportionalt med ekspedientens evne til at fungere på lige fod med os andre i samfundet.

Når jeg er i en butik, hvor ekspedienten har travlt med en åbenlys privat samtale med sine kollegaer, eller har for travlt med at tygge tyggegummi og kigge ud af vinduet til at kunne koncentrere sig om også at ekspedere kunder, så aktiveres mit bessefar-gen helt sikkert. Jeg mærker vreden ulme, harmen strømmer over mig, og får tanker såsom “hvorfor “de unge” dog ikke sætter en større ære i at yde en god service”. Indeni mig lurer en hævngerrig lille vred mand, hvis eneste ønske er at kunne belære den lille knøs om hvordan der engang fandtes god service og hvordan man praktiserer den. Men jeg (og den vrede lille mand) får aldrig den fuldkomne hævn, jeg får aldrig den der “hah, der fik jeg da godt nok lært ham/hende hvad god service er”-følelse. For det våben jeg trækker er altid det samme. Den sikre strategi til den erfarnes (mig) klare sejr over den mindre-bemidlede (bumsebefængt ekspedient): jeg går fra butikken i vrede uden at sige noget (men jeg ser meget bister ud i ansigtet). “Ja, så kan de lære det, kan de – for mine penge får de jo ikke”, tænker jeg. Helt sikkert!!! Bag mig på vejen ud hører jeg et højt knald af en tyggegummi-boble, der brister – og jeg bare ved at de enten slet ikke har bemærket min tilstedeværelse eller bare tænker at de er glade over at jeg skrider. Og så står jeg tilbage med den der irriterende følelse af “årh, det skulle jeg da også bare have sagt – så ville jeg bare være totalt sej og ham eller hende ekspedienten kunne bare stå og sige øh-bøh-øh”. Ikke at kunne det er ligeså frustrerende som at prøve at få det sidste Heinz-ketchup ud af en af de gamle glasflasker.

Det sker bare aldrig for mig når jeg prøver at være rap i replikken. Normalt så flyver det der nu en gang flyver igennem hovedet på de her unge åndsfraværende ekspedienter (som man faktisk typisk finder i 7/11) altså for hurtigt til at de kan følge med. Tilgengæld så er det som om den del af hjernen, der producerer dum-smarte bemærkninger fungerer upåklageligt på dem. Den samme del fungerer desværre kun i sløvt til moderat tempo hos mig, når bessefar-genet er årvågent samtidig – så den vattede reaktion med et storme vredt ud af butikken som en teenager, der har fået nej til at være sent ude, er måske bare alt jeg kan mønstre.

En gang imellem lykkes det mig dog at holde et aktivt bessefar-gen i skak. Jeg var fornylig i en teknik-butik (sådan en der sælger ting, der får mænd til at savle og stå i timer og læse på specifikationerne på pakken, mens kvinder kun har hovedrysten til overs ). Netop her skulle man jo tro at sælgerne var bare sådan lidt faglige og udstyret med bare en basal fornøden viden til at rådgive kunderne på det mest grundlæggende niveau. Mens jeg stod og læste specifikationerne på et eller andet produkt på ca. 2. time, fik en anden kunde lidt “god service”. Han havde cirklet rundt efter en ledig sælger i omtrent den samme tid som en vel-lagret Klovborg ost at blive salgs-klar (iflg. reklamerne, så er det pænt lang tid). Og nu hvor han havde fundet sælgeren begyndte han at fortryde det. Den meget unge sælger var ude på meget dybt vand og han havde vist aldrig fået det store svømmebevis i folkeskolen. Han førte sig frem med samme usikkerhed som en kåd teenager første gang han har et pigebarn med i sengen – hans rådgivning af kunden tog også omtrent samme tid. Ligeså hurtigt var sælgeren væk igen (han skulle ikke have sin uvidenhed udstillet mere og håbede bare at illusionen om professionel rådgivning var intakt) og kunden stod med et produkt, som han med rette ikke var helt sikker på var det rette for ham. Det var så gru-opvækkende. Stakkels kunde, hvis eneste synd var at have håbet at finde god service. Men god service var ikke på lager den her dag. Mit bessefar-gen blev helt hold i skak, fordi jeg bare flød over af medfølelse for den arme kunde, som sælgeren havde formået at forvirre så meget at han ikke ville kunne finde op eller end på en lodret pind. Jeg forbarmede mig og sagde til kunden, at han måske havde fat i det helt forkerte produkt – jeg stillede ham et par spørgsmål om hvad det var han havde behov for og vi fandt frem til det rigtige produkt (det betaler sig at bruge så meget tid i butikkerne på at læse specifikationerne på pakken). Det ville have været fedt hvis sælgeren bare havde været i nærheden til at høre det, men ak, som jeg allerede har skrevet, så får jeg aldrig den der “rigtige” mulighed for at lære en ung snotnæset ekspedient hvad “god service var dengang far var ung”. Det vigtigste er også at jeg fik vist mig selv at mit bessefar-gen kan undertrykkes – for jeg har opgivet håbet om at den gode service er at finde alle steder, så jeg ønsker bare at kunne blive immun overfor den dårlige.

Jeg må nok understrege at jeg naturligvis intet videnskabelligt bevis har for eksistensen af et sådant “bessefar”-gen, men jeg tror altså det findes. Nu hvor jeg sidder og skriver det her, så kan jeg da godt se at mit bessefar-gen har været aktivt det meste af tiden. Måske jeg bare skal give det frit løb fremover.. Jeg mener virkelig frit løb: hysterisk skrige til ekspedienterne at de skal trække de hængerøvs-bukser op og få undertøjet ind på den rigtige side af tøjet, fable højlydt om hvor den gode service dog er henne hos de unge nu til dags og med ekstra volumen kræve at snakke med chefen. Hmm… Jeg tror bare jeg vælger min faste strategi og vredt stormer ud af butikken. Så kan de lære det, kan de.

Den om… feedback og youghurt

Jeg har det svært med feedback. Det er noget underligt noget: hver gang der er nogen der giver mig positiv feedback hopper min mave 10 m. op i luften og lander pladask i en fuldstændig forvreden stilling, som en der forsøger at skihoppe uden de fornødne grovmotoriske evner (ja, jeg tænker på Eddie the Eagle). Det er som om min stakkels lille mavse bare ikke kan fordøje det der bliver serveret. Hver gang nogen giver mig negativ feedback, så siger jeg “ja, det er rigtigt, ja ja, giv mig mere af den slags – påpeg mine fejl, det udvikler”. Det er som om min hjerne slår i 100% jante-lov-mode, som et andet urinstinkt forbeholdt dansken, når jeg fornemmer at den negative feedback er på vej. Omvendt så er jeg hurtigere end Lucky Luke (og han er endda hurtigere end sin egen skygge) til at påpege fejl i de præstationer andre roser mig for.

Det er jo næsten perverst. Ja, jeg er altså hverken masochist eller sådan noget til daglig, men det er da lidt mærkværdigt, at man sådan lapper alt det negative i sig, men helst vil flygte fra det positive folk har at sige. Men jeg tror mange har det sådan, selvom det undrer mig hvorfor. Jeg tror de fleste får en ubehagelig følelse i maven når de mærker at der er positiv feedback på vej. Måske det ligger til os alle, måske det bare er noget dansk.

Jeg har været på masser af kurser af den ene eller den anden slags om lederudvikling, præsentationsteknikker og meget andet – og et eller andet sted er der altid lige gemt et godt råd til, hvordan man giver feedback til andre, så det er konstruktivt, opløftende, motiverende, etc. En nobel tanke, men min mave tåler det bare ikke rigtigt. Sjældent er der på de kurser et godt råd til hvordan man egentlig modtager feedback (altså fysisk forbereder mavsen på det der nu skal indtages). Det eneste jeg husker, er en der var engang foreslog at man bedst modtog feedback ved bare at sige “tak”. Ja tak!!! Det hjælper jo ikke meget i forhold til at afholde min mave fra formålsløs luft-akrobatik.

Jeg har gennem mange år ofte tænkt om man måske skulle prøve noget af det der youghurt tøserne i reklamerne altid spiser, når de har noget med maven.  Min hypotese er at så er mavsen måske bedre forberedt på at modtage en sund portion feedback – positiv som negativ.

 Jeg var engang på et af den slags kurser, der varer et par dage og hvor ens egen udvikling er i højsæde - hvilket egentlig bare betyder at vi var der for at lære noget som vi sikkert ikke var særlig gode til i forvejen. En hjørnesten på sådanne kurser er naturligvis feedback, som deltagerne jo gerne skulle lære af (i bund og grund er positiv feedback jo også bare et diplomatisk udtryk for: “nu siger jeg lige en hel masse ting du ikke gør godt nok, men du må ikke blive vred for det er jo bare for at du kan lære at det, ikke?”). Og den slags feedback har det med at foregå i plenum, så alle lige kan se hvem der har spist nok youghurt til at deres mave er klar til en ordentlig mundfuld offentlig  feedback. Og det er her mine skizofrene perverterede følelser i forhold til feedback slår til: hvis jeg i plenum får positiv feedback, så har jeg det med gladeligt at dele alle de fejl, som instruktøren ikke lige så, med alle andre i rummet – og jeg giver nærmest først op når der er nogen der giver mig ret i at min præstation bare ikke var godt nok. Eller også står jeg bare og kigger ned på mine sko som for at se efter helligdage i mine skopudser-talenter eller stirrer på en plet i loftet, som om jeg leder efter aspest eller farer for at loftet styrter ned. Hvis jeg får negativ feedback, så bliver jeg noget så taknemmelig og står midt i lokalet og udfolder alle mine talenter som menneskelig nikkedukke. Hovedet flyver op og ned som Søren Spætte på amfetemin, så alle kan se at jeg overgiver mig og accepterer at mine fejl bliver offentligt påpeget og at jeg endda er enig. Perverst.

Der var en fyr på det hersens kursus, som havde en helt særlig måde at tackle negativ kritik (undskyld, “feedback”) på: han gik i mod-offensiv og argumenterede imod instruktøren for at retfærdiggøre, hvorfor han havde gjort tingene på netop den og ditten måde. Det var som om han havde en slags kritik-skjold… Ping, ping, ping… Det prellede bare af hans beskyttende skjold og intet trængte igennem. Alt hvad instruktøren høfligt og diplomatisk leverede som konstruktiv feedback, det formåede kursisten med samme effektivitet og nøjagtighed som en schweizisk urmager at skille ad, dissekere og erklære for uden fejl og faktisk et fremragende stykke præcisionsarbejde. Jeg overvejede om jeg skulle tilbyde ham at hente en af de der mini-youghurter, så hans mave kunne klare feedback’en og hans skjold lige kunne tage en slapper. Jeg besluttede med mig selv, at han nok ikke var der for at lære noget alligevel og lod hans skjold forblive oppe. Næste morgen til morgenmaden rørte han slet ikke youghurten og hans skjold måtte på overarbejde igen. Det sørgede han også for at instruktøren måtte.

En af de andre kursister havde ikke sådan et skjold. Hun lappede al den feedback i sig hun kunne komme i nærheden af. Havde det være flødekager eller Haribo-miks ville hun hurtigt få sig et seriøst vægtproblem. Hun stod med sådan en “Ja, ja, det er også rigtigt – sig noget mere om hvad jeg ikke gør godt nok”-kropsholdning alt imens “de gode råd” fløj mod hende om hvad hun kunne forbedre i forhold til præsentationsteknik, kropssprog og stemmeføring. Det hele blev taget i mod med kyshånd. Og det var nu heller ikke fordi instruktørens observationer var ved siden af – det her pigebarn var en stor gordisk knude af mindreværd og usikkerhed. Hun førte sig frem i større forsamlinger med omtrent samme sikkerhed og ynde som en spædekalv på glat is (tro mig, det er værre end Bambi, men det er en anden historie). Jeg tror, hun forsøgte at vise styrke overfor os andre ved at vise at hun kunne tage imod den slags feedback, der godt kan gøre lidt ondt på nogle. Men styrken sad tilsyneladende ikke i ørerne, for næste gang hun fik chancen for at vise sit værd, så begik hun de samme fejl igen og igen. Det var så tydeligt, at hun var nervøs, men om hun også havde nervøs mave ville jeg ikke spørge om. Så jeg droppede at indvie hende i min hypotese om sammenhængen mellem youghurt og den menneskelige maves evne til at absorbere feedback.

Jeg havde medarbejder-udviklings-samtale for en uges tid siden. Min mave var allerede begyndt at lave sine opvarmnings-øvelser et par dage forinden. Men jeg var også forberedt: en stor skål youghurt til morgenmad (ja, præcis den der tøserne spiser i reklamerne) og så var jeg klar. Aldrig har min mave tacklet feedback så godt. Det kom flyvede fra højre og så fra ventre, det positive og det negative. Min mave lettede aldrig og restede at kroppen fulgte trop og forholdt sig i ro. Der var en god balance mellem mave-akrobatik og feedback-skjold – begge var på lavt blus, så det rigtige feedback kunne trænge igennem og bearbejdes ordentligt uden at nogen eller noget gjorde knuder.

Nu er mit problem bare at jeg nu overvejer om jeg så altid skal medbringe youghurt når jeg skal på kursus, til medarbejder-samtaler og lign. hvor det kunne tænkes at nogen kunne sige noget til mig der minder om feedback.

Den om… Hvorfor vi aldrig smiler i Netto?

Jeg har aldrig været i krig. Men jeg har været i Netto. Nu er det at handle i Netto nok ikke det samme som at være i krig, men jeg føler lidt at folk opfører sig sådan. Og det er nok derfor vi aldrig smiler i Netto – for i kirg er der skam intet at smile ad.   På et eller andet tidspunkt i udviklingen af vores ellers normalt civiliserede samfund blev det åbenbart besluttet at gængse normer om høflighed, smil og venlig tone ikke gælder i Netto-butikker. Se bare hvordan vi alle behandler en ganske almindelig “Netto-pige”, der sidder i kassen. “Gider I GODT lige åbne en kasse mere – der står faktisk RET mange i kø!!!!”, bliver der råbt vredt og nedladende fra bagerst i køen af en der bare må være døv – for ellers ville han jo ikke råbe så højt eller spørge så dumt når den stakkels pige i kassen jo lige har ringet efter en til at åbne en kasse mere.

Jeg er altid lidt nervøs inden jeg skal i Netto. Jeg udfører sådan en slags indre semi-zen-buddistiske øvelser, hvor jeg siger inden i mig selv: “I am a center of calm, I am a center of calm” omkring 30 – 50 gange. Det hjælper aldrig rigtig, men jeg håber naivt.  Jeg forsøger at være stærk, koble helt fra og forsøger at lukke verden ude og finde mit “happy place”. Det hjælper heller ikke rigtig.  Jeg har altid lært, at man skal være høflig overfor andre, også selvom man ikke kender dem.  For på trods af at vi brøster os af at være civiliserede voksne individer, har vi omdannet Netto til en krigszone. I sådanne situationer holder man ansigtet tæt sammenbidt, som de gør det i de gamle krigsfilm som Navarones kanoner eller Ørneborgen.

Og kamppladsen myldrer med kampvogne (bedre kendt som indkøbsvogne), nogle bevæbner sig med lette pansrede mandskabs-vogne (den karakteristiske gule indkøbskurv). Vi bevæbner os med et helt arsenal af spydige bemærkninger og spontane vredesudbrud – og fingeren sidder let på aftrækkeren. Jeg handler altid i konstant frygt for at en gammel sammenbidt dame som en anden Navy Seal dukker hovedet frem bag et bjerg af flåede tomater på dåse, med et ansigtsudtryk så bistert som Clint’ens i Dirty Harry, der tager ladegreb om sin stok og gør klar til at uskadeliggøre mig med et stokkeslag over skinnebenet og en vred bemærkning om “ungdommen nu til dags”. Og jeg dukker altid i skjul for den frustrerede og fraværende far, der  står klar til at agere artilleri-kanonen med mortergranater af frosne ærter i et vulkanisk uvarslet vredesudbrud af tilfældigt sammensatte vokaler, når hans djævleyngel – friske efter en lang middagslur i børnehaven – er gået i gang med at splitte hylderne med spot-varer.

I Netto-krigene er Netto-pigerne de sikre ofre. Måske ikke sagesløse, men den slags ofre der overlader sig i de krigende parters vold tilsyneladende uden at magte at værge for sig selv. Spørger vi for eksempel kassedamen pænt om hun vil åbne en kasse mere når der står mange i kø? Nej, vi råber med tydelig harme og afsky i stemmen helt nede fra bagerst i køen. Måske fordi vi har travlt, måske fordi vi er irriterede. Eller måske fordi vi efter en travl arbejdsdag bare trænger til at føle os som over-mennesker og en Netto-pige kan man vel altid trumfe – og så i en grad at hun rigtig kan mærke det og føle sig ussel og mindre-værdig.

Men så var at det skete her forleden. Først troede jeg ikke på det. Det var så meget uden for kontekst, at man først faktisk slet ikke lagde mærke til det. Det var bare for utroligt til at tro på. Jeg så et smil. Ja, sgu – et smil. Det var ligeså uvant som at se en stripper lave samleje-bevægelser mod en metalstang til den forjættede tante Odas 80 års fødselsdag. Begge dele ville gøre livet mere interessant og spændende, men det er noget som man bare ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig ske i virkeligheden. Men der var det – et smil. Lige der midt i Netto. Det var ikke sådan noget på der lå på en hylde sammen med de andre varer, der heller ikke er pakket helt ud. Nej, slet ikke. Det sad lige der i kassen midt på i ansigtet på en Netto-pige. Et smil, som man kun finder på saglige kvinder der lige har fundet denne uges drømme-taske eller -sko på udsalg. En udstråling der bare skriger, at intet kan slå hende ud – lige så urokkelig og uforgængelig som en egyptisk pyramide (ikke at hun var stor eller at facaden var krakeleret). Hvad hun havde at smile sådan over tør jeg slet ikke tænke på (måske der foregår mere i baglokalet af min lokale Netto end jeg har lyst til at vide). Men det smil afvæbnede alle og krigen syntes helt at stoppe, når de kæmpende parter nåede frem til kassen.  Sådan et smil kan være et djævelsk trick. Selv Dirty Harry-ansigtet smilede tilbage da hun og hendes stok endelig havde fået kæmpet sig op til kassen. Det var som om alle forlod Netto-slagmarken med fornyet energi og klar til at møde den grumme verden med en venlig tone på læberne. Smilet smittede i hvert fald og det var også som om solen skinnede bare lidt mere da vi kom ud af Netto igen.

Jeg er ikke sikker at det at handle i Netto nogensinde vil føles sikkert for mig. Men den gamle dame bag bjerget af de flåede tomater på dåse kan bare vente sig. For næste gang jeg går ind i Netto-krigene er jeg bevæbnet med et nyt våben: jeg smiler. Jeg tror endda at jeg kan klare at gå i Fakta – det tager jo også kun 5 minutter.

Den om… At hænge ud med sin 30-års depression

Jeg har aldrig tænkt så meget over det med at blive 30, selvom jeg kan mærke på mange i min omgangskreds at det er noget man bør være meget optaget af og faktisk også få det generelt dårligt med. Men for mig har det bare været et tal. Jeg husker tilbage med muntre minder på den gang da jeg som knægt lærte at tælle så langt som til 30. Dengang var rejsen fra tallet 20 til tallet 30 en kæmpe sejr.  Det får jeg fornemmelsen af at det ikke er mere. Nu er 30 et tal der skal betragtes med frygt - som en god ven, der midt i en stor forsamling fortæller at han altså har lidt snue og lige er kommet hjem efter en tur til Mexico; man kan ikke ignorere at han er der, men man forsøger at undgå ham så meget som muligt i håbet om at han selv forsvinder.

Jeg ved ikke om det er fordi mit eget 30-tal indfinder sig om bare 4 måneder eller hvad, men der skete altså noget underligt efter at jeg for et par uger siden var til en venindes 30 års fødselsdag. Sådan en af de større med telt i haven, hele familien (både pap og ægte), venner og kollegaer. Ja, det sker at jeg bliver inviteret til festlige begivenheder, hvor det ikke bare er min vante trygge vennekreds der er tilstede. Jeg skal altid lige vænne mig til det når jeg ankommer. At befinde sig i festligt lag med de gode gamle sociale relationer man har haft i årevis er lidt som at krybe i en god gammel vamset strik-sweater på en kold vinterdag. Det føles bare så rigtigt og så trygt. Hvis jeg ikke må tage den gamle sweater med mig når jeg går ud til fest, bliver jeg altid nervøs for at det bliver koldt til festen. Det tager mig lige lidt at få varmen uden den. Sådan var det ikke da jeg var omkring de 15 – 20, husker jeg. Der stod den altid på shorts og kort-ærmet skjorte. Men vejret er ligesom blevet koldere i løbet af de sidste mange år. Nå, men snakken ved sådan en begivenhed falder jo naturligt på det at blive 30 og ganske som forventeligt havde det jo også været svært for fødselaren at sige det højt første gang en velmenende kollega spurgte hvor gammel hun blev. Spøjst, tænkte jeg. Jeg er da også bange for svineinfluenza, men derfor kan jeg da godt sige det højt. “Svineinfluenza”. “Tredive”. Ikke så svært endda.

I dagene efter festen, tænkte jeg ikke meget over det der 30-tal, selvom jeg dog må indrømme at jeg dagen lige efter bandede en del over ikke at kunne holde mig tilbage til sådanne nogle fester og gå hjem i ordentlig tid – jeg var jo trods alt ikke 20 længere!!! Og så var det at min telefon ringede. Det var ikke et nummer jeg kendte og så er jeg altid lidt tilbageholden med at svare (jeg har ikke meget tilovers for analyse-institutter der altid ringer når det er mest ubelejligt, som om de holder øje med hvornår jeg er på potten, har gæster, lige har taget en mundfuld mad eller bare ikke gider at snakke med nogen). Men den blev ved med at ringe, næsten tiggende. Så til sidst tænkte jeg “hva’ fanden” og plantede mit tommelfinger-aftryk på den grønne knap og sagde med myndig stemme mit navn, så klokkeklart som havde jeg tilbragt det meste af mit voksne liv foran spejlet med at indøve og huske det. Man ved jo aldrig om det er en vigtig person man skal gøre indtrk på, der ringer. Det var min 30-års depression. Han præsenterede pænt sig selv og sagde at nu var det altså ved at være tid til at vi tilbragte noget tid sammen. Han foreslog at vi mødtes til noget ikke for vildt – bare sådan for at holde det lidt i ånden – måske en cafe au lait eller noget på en cafe. Det ville ikke blive sent, lovede han.  Men han understregede også at det her bare var starten, første gang vi skulle hænge ud sammen – det skulle blive vildt skulle det. Jeg spurgte lidt ind til hvad det var han forestillede sig at vi skulle lave sammen. Tjah, det var egentlig lidt op til mig og det skulle vi finde ud af sammen, men han mente at det var bedst hvis vi kunne lave noget hvor “vi kunne føle os i live” og få prøvet “de ting vi fortrød vi aldrig havde fået gjort” . Han nævnte både stripbarer, bordeller, party-crashing, noget der kunne køre stærkt og gøre ondt hvis det gik galt og bare generelt være ansvarsløs. Det vigtigste sagde han dog var at det skulle ende med at jeg ikke var trist og ked af ikke at være noget længere i mit liv inden jeg blev 30. Da jeg fortalte ham at jeg faktisk var ganske godt tilfreds med det jeg havde opnået indtil nu og ikke følte at jeg var bagud med noget, blev der pludselig stille i den anden ende. Han havde ellers bare plapret derud af, som når man beder en “årgang bedsteforælder” om at nævne de ting der er galt med verden i dag. Faktisk troede jeg at forbindelsen var røget, men han fik dog samlet sig lidt sammen og fik fremstammet et “undskyld, jeg har vist ringet til et forkert nummer” og så han lagde på.

Dagen efter var som dage nu er midt på en uge. Ud af sengen, gøre sig klar, på arbejde, handle og lave mad med kæresten og så lidt hygge på sofaen. Intet var forandret siden opkaldet fra ham 30-års depressionen. Men så ringede min telefon igen. Det var ham. Nu havde han fulgt lidt op på tingene, og han var altså sikker på at han havde ringet forkert – vi måtte have misforsået hinanden igår. Jeg blev efterhånden lidt irriteret over at han sådan pressede sig på – der var trods alt flere måneder til min 30-års fødselsdag og jeg var slet ikke sikker på at jeg ville have noget med ham at gøre. Men han blev ved – han sagde at alle der var ved at fylde 30 havde brug for sådan en som ham – det hang sammen som Amin Jensen og en BigMac. Havde min venner dog ikke fortalt mig at han var uundgåelig og at man ikke kunne komme udenom at hænge ud sammen med ham. Joh, det måtte jeg jo indrømme, men jeg ville jo heller ikke springe ud fra en bro bare fordi de gjorde det (den virkede altid på mig da jeg var knægt og min far skulle lære mig om at handle selvstændigt). Det her begyndte at minde mere og mere om at have et analyse-institut i røret – han havde en fast agenda og jeg ville ikke slippe før han fik de svar han var på jagt efter. Han forklarede hvor helt igennem forkert det var at jeg ikke ville hænge ud sammen med ham, jeg var jo både forlovet, der var snak om børn, ejede bolig og mit liv var endt som en omgang spaghetti-rester af huslige pligter, parmiddage, weekend-aftener på sofaen i stedet for i byen og et bildæk om maven der bare ikke er til at slippe af med. Jeg forsøgte at fortælle at det havde jeg det faktisk helt fint med (pånær det med bildækket, for det er kraftedme irriterende og går mig sgu egentlig lidt på). Nu var jeg faktisk ved at blive lidt vred, men søgte en diplomatisk udvej, som dem der kender mig ved at jeg har for vane, og foreslog at jeg da bare kunne kontakte ham hvis jeg følte et behov. Jeg kunne mærke at han følte sig slået på sådan en helt igennem uforstående måde – han har sikkert haft det der helt særlige blik i øjnene som en bokser der lige er røget i gulvet og ikke forstår den uppercut der har ramt ham. Men han indvilligede, gav mig mit nummer og undskyldte høftligt forstyrrelsen (han var faktisk meget høflig at snakke med, selvom han var lidt pågående – jeg er sikker på at der er mange sælgere der kunne lære af ham).

Da jeg lagde på, var de sene nyheder på TV2 var forbi et sted i baggrunden og det var tid at gå i seng, så i bedste par-stil gik vi ud og børstede tænder. Den aften kunne jeg bare ikke sove. Mit hoved var fyldt med fordums tider, skøre ting jeg og drengene har lavet, fede fester, gode sommeraftener med søde piger og halvlunkne billig-øl. Især gymnasie-tiden fyldte meget i mit hoved, men også det der lå før og min studietid efter. Når min nervebaner i hjernem blev ramt af et signal fra et minde om en særlig våd og skør aften, lå jeg bare der i mørket, stirrede op i loftet og smilede for mig selv. Der var også nogle gange at jeg kom i tanke om noget der var så sjovt at jeg næsten var ved at grine højlydt. Det endte dog bare med sådan et kvalt fnis, der mest lyder som om man nyser – sådan et man må bruge når man sidder til en begravelse og ikke kan tillade sig at grine højlydt men bare ikke kan lade med at tænke på noget umådelig sjovt, men ganske upassende for situationen. Og så skete det. Mine tanker vendte sig mod nutiden. Pludselig dukkede der billeder op af de mange parmiddage, “hygge-aftener” med vennerne, alvorlige snakke om ting der vedrører voksne. Jovist, meget af det ender da ofte med en del indenfor vesten, men det er som om vesten har søbet den vædske op den kan klare. Forstå mig nu ret, jeg sætter utrolig meget pris på netop alle de stunder. Det er altid i godt selskab, dejlige mennesker, god mad og gode snakke. Det er jo bare at det vi snakker om er så… voksent. Børn, børneopdragelse, god pædagogik i forhold til ble-afvænning og meget andet. Om det at være husejer, realkreditlån, fastforrentet eller variabelt og hvad der er smartest og hvorfor, pensionsordninger, karriereræs, dumme chefer. Bryllupper, traditioner, hvor dyrt det er, hvem man inviterer, hvordan man bør holde det.  Gode opskrifter, måder at få det der besværlige snavs væk, gode håndværkere når man skal bygge til og om. Men det er jo også det der er i vores liv lige nu. Det er det der fylder, det tiden går med.

Bliver det nogensinde det samme at hænge ud med vennerne? Det er i hvert fald blevet sværere at finde tiden til det. Dengang så vi hinanden hver dag… I hvert fald hver weekend. Drak øl, nød sommerne, grinede, stenede, drak noget mere og bare hang ud og så på tøse-pigerne der cyklede forbi (når jeg tænker tilbage, så var det vist altid sommer for det er i hvert fald kun den årstid jeg har mine minder fra – ikke som nu hvor det er vinter mindst 9 måneder om året). Snakken om de gode scoretricks er erstattet af råd om hvordan man får et godt forhold til sin bankrådgiver. Konkurrencen om hvem der kunne score hende den lækre fra parallel-klassen er erstattet af den usagte konkurrence om hvem der har den bedste økonomiske situation. Det handler jo om at være ansvarsfuld og… voksen.

Og dog… For en gang imellem ryger voksenfølelslen bare ad helvede til. Nogle gange når vi er sammen er det som om vi uden at sige det højt bare er enige om at ansvarsfølelse må dø og vi kan kun slå den ihjel med mere end rigelige mængder alkohol. Og det var det der skete et par dage efter opkaldene fra min 30-års depression. Det startede egentlig ganske uskyldigt. “ikke noget vildt, jeg skal op tidligt op i morgen og nå en masse”, “ja, også mig” lød svaret med samme samstemmighed som et kor til gudstjeneste i kirken fra resten af flokken. Vi var fem gutter den aften og alle havde vi masser af den forpligtelser, som man nu en gang har omkring de 30. Børn, kone, have, hus, etc. Alligevel var det som om toget kørte af sporet allerede da den fislende lyd fra den første kapsel fyldte vores ører. God mad, øl, vin, en whiskey og en cognac efter maden (for det passer sig jo når man er blevet voksen) og en masse poker. Da de fleste i selskabet havde fået for meget til at kunne den logiske forskel på hjerter og ruder og var begyndt at fnise lidt for meget over hvordan knægt-dame-konge var lidt “swinger-agtigt”, var der en der fik en lys ide: vi kunne da lige runde aftenen af med “en enkelt” nede på den lokale irske. For “en enkelt”, det er sådan noget man godt kan styre når man er i vores alder. Det kræver ansvarsfølelse og mådehold, og det forudsætter man jo at vi har i vores alder. Men det var kun os fem gutter der gik ned på den lokale irske. Ansvarsfølelse og mådehold blev hjemme i sofaen – de havde lavet popcorn og skulle se en god film med Robert Redford. Toget fortsatte sin skæbnesvangre tur på de forkerte spor da vi kom frem. Min kæreste dukkede også op – ikke for at skælde ud og hive mig med hjem, nej. Hun ville også være med og gav en omgang. Både hun og jeg vidste at vi skulle op tidligt næste morgen og flytte sofaer ud af hendes gamle lejlighed. Der kom også shots på bordet. Jeg har aldrig kunne fordrage den slags, men når man er voksen kan man jo godt tåle et shot. Det blev til mange. Ingen af os lagde mærke til at “fornuft” var blevet træt tidligt og var gået hjem på sofaen og havde der sluttet sig til ansvarsfølelse og mådehold.

Vi genoplivede gamle minder, fortalte “røvere”, dunkede hinanden på ryggen og øste ud af vores følelser om hvor meget vi betød for hinanden og hvor dejligt det var at gutterne kunne mødes på den måde. Ja, min kæreste var der stadig, men hun var sendt afsted efter endnu en omgang. Da jeg omkring kl. 4 lå i min seng snurrede tankerne i mit hoved hurtigere end sengen (og den havde faktisk pænt meget fart på). Jeg lå og sammenligede denne aften med mange af de våde byture og fester jeg kunne huske fra “da jeg var yngre”.  Det her havde været noget andet, ja, det føltes faktisk bedre. Tættere, mere intimt og noget at værdsætte højere. Tanken-karusselen tog af i fart og heldigvis gjorde sengen det samme og jeg husker at jeg lige nåede at bemærke at min mobil ringede – det var min 30-års depression. Jeg tog den ikke.

Næste dag da uret ringede alt for tidligt, var smilet væk. Sengen snurrede stadigvæk, men mine læber og min mund var så tørre at en gammel romersk statue ville have haft lettere ved at bryde ud i et stort smil med åben mund end jeg havde den morgen. Vi gik hele dagen og løftede sofaer, mens vi sagde “hvornår lærer vi det?” eller “hvornår bliver vi voksne og lærer at stoppe efter bare en enkelt?” til hinanden. Vi havde det skidt og havde kun os selv at bebrejde. Sådan var det da ikke da vi var yngre? Der kunne man jo gå på druk to dage i træk uden at kroppen skulle jamre sig som en gammel gyngestol hos vægtvogterne. Den dag ringede min mobil rigtig mange gange. Jeg kunne se på nummeret at det var min 30-års depression. Jeg tror han ringede mindst 7 gange – underligt nok passede det lige præcis med de tidspunkter, hvor jeg havde sat mig ned fordi jeg var svimmel. Jeg tror han overvågede mig. Jeg tog den ikke, for jeg vidste hvad han ville sige og hvad han ville foreslå: at nu måtte jeg da kunne forstå at det var tvingende nødvendigt at vi begyndte at hænge ud sammen. Jeg satte den på lydløs, lod svimmelheden foretage  sig og greb resolut fat i en af delene af sofaen, der var alt for stor og sagde højt og bestemt til min kæreste: “det er ok, jeg kan godt bære den her selv”. Jeg var ved at brække mig fire gange inden jeg havde fået slæbt den ned fra syvende sal.

Et par dage senere, en aften efter par-ritualet med børstning af tænder var overstået og vi lå i sengen, spurgte jeg min kæreste om vi ikke snart burde invitere mange af vennerne til middag. Jeg trængte til at se en masse venner til god mad og hyggelige snakke. Som havde hun ikke tænkt andet siden vi var ude for at få “en enkelt” sammen med gutterne, sagde hun ja med det samme, nærmest lettet. Der var bare noget ved tanken om en hyggelig aften med vennerne, der gav mig den der “kær-gammel-varm-sweater”-følelse. Inden jeg lagde mig til at sove var der en ting jeg bare måtte gøre. Jeg rakte ud efter min mobil, fandt nummeret til min 30-års depression, som jeg jo trods alt havde kodet ind. Jeg slettede det og sad bare og stirrede på min telefon indtil lyset i den slukkede og der blev helt mørkt i soveværelset. Jeg trak sweateren helt op om ørerne og puttede mig i den med et sagligt smil om læberne.

PS. Jeg ved godt at det ikke officielt hedder Svineinfluenza, men det der H1N1 er bare for bøvlet og lyder ikke nær så farligt.